Nu er det vist på tide, at jeg bruger dette medie til at skrive lidt om, hvordan det er at være arbejdsløs! Men lad mig starte med begyndelsen: For godt et år siden blev jeg færdig med min uddannelse som cand.scient.bibl. Jeg var stolt af at have klaret mig igennem på normeret tid og jeg glædede mig til at komme ud i erhvervslivet og bruge min nye viden til noget konkret. Jeg var selvfølgelig også lidt nervøs for, om jeg nu kunne leve op til det pulserende arbejdsmarkeds forventninger, men det skulle jo nok gå alt sammen, for jeg havde jo fået en fin eksamen og skulle bare igang så snart jeg havde holdt en lille pustepause. Men, men, men… min pustepause skulle vise sig at trække ud, i hvad der nu føles som en evighed.
Systemet
I starten havde jeg en forventning om, at jeg da sagtens selv kunne finde mig et job. Der var jo masser af spændende jobannoncer, så mon ikke der også var nogle som kunne bruge en motiveret og nyuddannet informationsspecialist som mig!? Ikke umiddelbart, lod det sig vise. Nåh, men så må man jo ind i systemet og gå til møder og seminarer af både frivillig og ufrivillig karakter. Men mon ikke man så kunne blive hjulpet lidt på vej, når nu det var så vigtigt at man dukkede op til disse møder? Næh, ikke umiddelbart.
Dårlig samvittighed
Her er det så, at den dårlige samvittighed begynder at nage og modløsheden langsomt kommer snigende. Efter en del afslag og ingen egentlige jobsamtaler, valgte jeg så at opkvalificere min viden indenfor grafisk design til web og trykte materialer. Det var da skønt at kunne få et kursus betalt af det offentlige, indenfor et emne som man virkelig interesserer sig for. Efter endt kursus havde jeg jo lidt ekstra godter at tilbyde min fremtidige arbejdsgiver og mine ansøgninger fik en grafisk optur, som da nok skulle få mig til samtale. Men nej, heller ikke dette virkede.
Medierne
Nu kan jeg så gå og lytte til radioavisen dagen lang, hvor jeg som arbejdsløs bliver anklaget for at være for kræsen og for doven og hvad ved jeg. Hvorfor kan jeg ikke tage et job som avisbud, når nu der er så mange nye aviser der så gerne vil deles ud i københavnsområdet (på nær lige i Sydhavnen altså, for det er ligesom ikke rigtig målgruppen for vores fine aviser, der bor derude)? Tjah, vi kan jo spørge vores kære politikere om de selv kunne få lyst til et sådant job, hvis de skulle gå hen og blive ledige. Men nej, det bliver de jo ikke, for de er jo meget vigtige, så de behøver slet ikke at tænke i de baner. Men jeg synes nu, at det ville være sundt, hvis vores politikere lærte at se tingene fra flere sider. Kunne det tænkes, at man efter 18 års uddannelse har brug for et lidt mere meningsfuldt arbejde end at uddele en bunke aviser/reklamer, som man egentlig synes er overflødige? Og kunne det tænkes at man som menneske havde brug for et lidt mere kollegialt samvær, end det som er avisbudet forundt?
Ensomheden
Og netop kollegialt samværd er noget af det jeg savner aller mest. Det at have et fællesskab med en gruppe mennesker, som man ser hver dag, som man kan tale med om løst og fast, som man kan udvikle sig med og som man ikke behøver at fortælle den samme historie igen og igen. Ja, man bliver ensom af at være arbejdsløs! Man føler sig udenfor det store arbejdsfællesskab. Udenfor det gode selskab. Man bliver kontrolleret og overvåget og samtidig bliver det mere og mere svært at hanke op i sig selv. For hvorfor bruge al den tid på at skrive ansøgninger, når der alligevel ikke er nogen der lægger mærke til dem?
Langsomt begynder man at bruge sin tid anderledes – i starten så jeg jobsøgningen som mit arbejde og sad ved computeren og skrev og søgte informationer om dem jeg ville søge hos dagen lang – man får efterhånden lyst til at lære noget nyt og til at lave noget, der giver mening for en selv, og det giver absolut ikke mening at skrive ansøgning efter ansøgning efter ansøgning, som ingen værdiger med så meget som en invitation til en samtale. Men hov, så er vi tilbage ved den dårlige samvittighed! For jeg burde jo finde det arbejde, så alle de heldige, der allerede har et arbejde, ikke skal gå og betale til mit ophold i tilværelsen. Men hvad skal man gøre? Jeg må finde på noget nyt. En anden måde at søge på. En anden måde at nå ud til arbejdsgiverne. En ny uddannelse i projektledelse vil måske hjælpe. Det vil i hvert fald se flot ud på CV’et. Men skulle det nu virkelig være nødvendigt? Jeg HAR jo en uddannelse. Men ja, det er så mit næste håb, at en mindre efteruddannelse og en håndfuld idealistiske mennesker fra min a-kasse skal redde mit gode skind, inden jeg går ud af det…
